sorbet

Helene Philipsen

 MIN PERSONLIGE HISTORIE 

"THE END"

Kender du de dage, hvor vægten bestemmer, om det bliver en god dag eller en dårlig dag? 

 

Tallet på displayet bestemmer, om det er selvtilfredshed eller selv-lede, der kører bilen den dag. Om himlen er lys og dagen kun lige lang nok - eller om lyset er slukket, benene er tunge og tristheden ligger, som en dyne over alt hvad du rører ved.

 

Én tilfældig dag i slutningen af 2012 rammer jeg bunden i mit liv.  Jeg kan mærke, at både min krop og min sjæl er ved at give op. Selvlede og selvhad dominerer mit liv.

”Hvor stor en taber er jeg lige, at jeg ikke bare kan lade være med at spise?”.

 

”Hvor svag er jeg lige, at jeg ikke bare kan tabe mig og holde vægten?”

Dum, svag, forkert og fed.

 

Jeg tænker på mad, fantaserer om mad, planlægger efter hvor og hvad jeg kan spise. Angst opsluger ofte mine aftener og nætter. Jeg drømmer om den kærlighed, der ikke er i mit parhold, i mig selv. Jeg drømmer om et liv, der ikke er mit. Om at mærke glæde igen. Og letheden i livet.

 

Og i alle versionerne af mine drømme starter det med, at jeg bliver tynd.

 

At min krop er slank og lækker og veltrænet. At jeg føler mig lækker, er beundret og begæret.

At jeg er ”nogen”, bare er ”én”… i stedet for intet og ”ingen”.

 

Den dag i 2012 kan jeg pludselig se, at jeg står på bunden. Jeg lever døden, ikke livet.

 

Alle mine valg, min struktur i hverdagen, mine omgivelser – er baseret på en version af mig, der kæmper. Kæmper for at leve. Kæmper for at finde min plads her på jorden. Har jeg virkelig fortjent den? Kæmper for kærlighed og for accept.

 

For jeg er jo ikke god nok. Det ved jeg jo!

 

Jeg kan pludselig se, at jeg ikke kan tage ordentlig vare på mig selv. Hverken i relation til mig selv eller andre mennesker. Kærlighedsrelationer. Venskaber. Professionelle relationer.

 

Jeg roder hele tiden rundt i en blanding af totalt mindreværd og storhedsvanvid.

 

Prøver hele tiden “at regne ud” hvad det egentlig er der foregår.  Hvad der er normalt?

Handling, handling, handling. Det er mit mønster.  Løsninger udenfor mig selv.

Ny kur. Nyt projekt. Mal lejligheden. Ny træner. Nyt job. Ny kæreste. Kun periodisk udskiftet med total apati hvor jeg intet laver andet end at spise. Planlægge hvad jeg skal spise. Købe det jeg skal spise. Lave det jeg skal spise.

Og spise.

Og spise noget mere.

 

Og så skjule hele lortet.

 

Og så skamme mig. Og hade mig.

 

Og fik jeg nævnt at jeg er mor?

(indsæt selv skyld, skam og angst i en passende dosis her…)

 

Hele mit liv har jeg vidst, at maden spillede en særlig rolle i min historie.

Den var min trøst og min belønning, min straf og min skam. Det var desserten jeg nynnede til, og salaten jeg bandede af. Maden var min værste fjende og min bedste ven, og først denne dag i 2012, i en alder af 39 år beslutter jeg, at nu er det nok.

 

Slut.

 

Slut med at tie mit problem ihjel.

 

Slut med være følelsesmæssig og fysisk slave af min spisning og min overvægt.

 

Det her er THE END

-----------------------------------------

Jeg vælger at gå i behandling for overspisning i et misbrugsbehandlingscenter. For at redde mit liv. Både fysisk og følelsesmæssigt.

 

For at leve istedet for at overleve.

 

For at tabe mig. For at slippe for den konstante smerte.

 

Jeg knækker koden, der sætter mig fri fra det madfængsel, jeg efterhånden var fanget i.

 

Og jeg begynder min rejse mod friheden.

 

Der findes ikke den slankekur, træningsmetode, operation, terapi eller behandling, jeg ikke har udsat min krop og min sjæl for.

 

Primært i vægttabets navn, men det kunne lige så godt have handlet om noget helt andet. For overspisere er ikke altid overvægtige. 

 

På et tidligt tidspunkt i mit liv udvikler jeg stærke overlevelsesstrategier. I mit tilfælde som barn. Ubevidste værktøjer til at klare dét livet kastede min vej.  De blev mere og mere dominerende op igennem mit voksne liv.

 

Én af konsekvenserne var blandt andet, at jeg ikke var forbundet til mig selv. Hverken følelsesmæssigt eller fysisk. 

 

Jeg overskred (ubevidst) jævnligt egne og andres grænser; For jeg kunne ikke mærke dem.

 

Jeg troede egentlig at jeg var ret følelsesmæssigt moden, velformuleret, i stand til at håndtere hvad som helst – og blev oprigtig overrasket, da det gik op for mig, at det forholdt sig lige modsat.

 

Jeg kunne ikke mærke mit indre. Kun symptomerne på mit indres tilstand. Og de var ikke rare.

 

Jeg troede ikke nogen forstod mig (og jeg forstod faktisk ikke mig selv). Jeg troede ingen havde det som mig. Og den intense skam jeg følte over mit madmisbrug, sørgede effektivt for, at jeg holdt min kæft.

 

Da min beslutning var truffet, og jeg var i behandling, besluttede jeg mig for at åbne munden; modigt og ærligt — ikke for at spise — men for at dele. Og opdagede i chok, at jeg var omgivet af accept. Af forståelse. Af genkendelse. Og af kærlighed.

 

Jeg ”opgraderede” og trænede Helene i en ny måde at leve på. Med bevidsthed. Med ærlighed. Med …...puha-bad… masser af følelser. 

 

Jeg lærte en ny måde at leve på der ikke krævede overspisning som overlevelsesstrategi.

Overspisninger der for at dulme angst, dyb ensomhed, selvmedlidenhed, manglende impulskontrol og medafhængighed resulterede i… guess what?

 

Mere angst, dyb ensomhed, selvmedlidenhed, manglende impulskontrol og medafhængighed.

Funny how that works!

 

Det handler i bund og grund om at skifte kurs, så alting sker indefra og ud, og ikke omvendt.

 

Hele mit liv har jeg desperat søgt at få andre til at tage ansvaret for, at JEG fik det bedre. Familie. Kærester. Trænere. Læger. Slankeeksperter. Psykologer.

 

Det skulle en gang for ALLE være slut med at søge eksterne løsninger uden for mig selv. 

Mit break-through kom, da jeg igennem øvelser og de behandlingsværktøjer jeg selv har videreudviklet på og arbejder med i dag - får genetableret og genskabt kontakten og forbindelsen til mig selv.

 

For da jeg er i kontakt med mig selv, mine følelser, min sårbarhed – min krop, mine grænser og mine behov - så er det sjovt nok utroligt svært, fortsat at gøre skade på mig selv.

 

For nu kan jeg jo fucking mærke det.

 

Dèt er den vej jeg gik, som reddede mit liv 

-----------------------------------------

 

”THE BEGINNING”

 

Da jeg giver slip på mit gamle mønster, og villigt træder ind i mit nye jeg – sker miraklerne. Alt det jeg havde drømt om, og alligevel på en helt anden måde, end jeg nogensinde havde kunne forestille mig. 

 

Jeg ender med et samlet stabilt vægttab på 65 kilo.

 

Mit udseende ændrer sig fuldstændigt. Min krop er mig taknemmelig. Min sjæl blomstrer, og jeg vågner med en følelse af dyb, dyb taknemmelighed.

 

Vågner til livet, der har ventet på mig.

 

Jeg smider vægten væk. Jeg køber tøj i ”almindelige” butikker. Jeg tager bikinien på med et stort smil. Jeg smører min krop ind i creme, når jeg træder ud af bruseren for at vise den hvor taknemmelig jeg er, for at den har holdt mig ud og båret mig i alle de år, hvor jeg har hadet den og tortureret den.

 

Jeg smiler til min løse hud, de blå mærker og mine ar. Jeg kan pludselig acceptere dem.

 

Med kærligheden til mig selv kommer også kærligheden fra andre, og drømmemanden dukker op på min vej. 

 

For første gang i mit liv oplever jeg, hvordan et kærlighedsforhold kan være smukt. Uden angst, Uden kontrol. Uden bedrag og selvbedrag.

 

Han accepterer mig, rummer mig og giver mig glæde, respekt og kærlighed hver dag. Og jeg giver mig selv det samme

...det er jo stadig bare mig... 

Og nu bliver det endnu mere interessant for dig - baseret på min egen livslange kamp med og erfaring omkring overspisning, min viden fra psykologi studiet, studier i recovery coaching og misbrugsbehandling, udvikler jeg en 5-trins metode til behandling af overspisning – en metode der går hen og viser sig at være ret revolutionerende, fordi stortset ingen andre arbejder på samme måde.

 

Resultaterne er overvældende. Følelsesmæssig frihed. Kærlighed. Sundhed i sjæl og krop. Varigt vægttab.

 

Efter 2 år som specialist inden for Følelsesmæssig Spisning krydser min vej Miriam Veksebos, og sød musik opstår.

 

Efter 12 måneders bekendtskab og uvurdelig sparring omkring vores arbejde med selvudvikling og forstyrret spisning, stifter vi medio 2019 Institut for Spisepsykologi sammen.

 

Vi har etableret vores Framework, som er metoden vi sammen har udviklet og finpudset, og vi hjælper i dag mennesker over hele verden med at gøre det, vi selv har gjort.

At sætte os selv fri fra madens fængsel. At tage magten fra maden.

Du kan se det samlede udbud af kurser og forløb HER og få et overblik over flowet i Tag Magten fra Maden!

KONTAKT

HELENE PHILIPSEN

Lipkesgade 26, st, DK-2100 Kbh Ø

​​

hej@helenephilipsen.dk

© 2020 by Helene Philipsen